Inspiration: LED-strip på husnummeret

Hvis jeg har et problem, som skal løses, så ender jeg ofte med at overgøre løsningen. Se f.eks. mit alarmsystem som kun er blevet større, siden jeg lavede videoen.

Jeg har i en periode haft problemer med et unavngivet pakkeleverings firma på 3 bogstaver, som starter med D og slutter på O. Der skal placeres et A et sted i det navn… Ud over at DAO (hov nu kom jeg til at afsløre navnet alligevel) har mistet mine pakker, så ved de ikke altid hvor nummer 26 er. Ellers tænker de bare, at er det et husnummer i 20’erne, så er det tæt nok på. Det resulterer i, at tilfældige naboer kommer med mine pakker med et par dages forsinkelse.

En ting er, at jeg ikke kan bebyrde naboerne med et ulønnet job som pakkepost, som de ikke har bedt om – men vi ved jo godt hvordan det er, når man går forventningsfuld og venter på en pakke med det næste smart produkt – og så kommer den ikke!

Mit forsøg på en løsning

Jeg har besluttet at hjælpe pakkebuddet med at kunne se mit husnummer bedre. Ikke fordi det var gemt bag noget før, og der står endda en lygtepæl 10 meter foran husnummeret. Men jeg er en hjælpsom fyr og griber enhver undskyldning for at lave noget smart og gerne med LED lys.

Derfor har jeg bestilt et nyt og større husnummer. Jeg har valgt at bestille fra havehandel.dk, fordi de umiddelbart var de billigste den dag. Jeg har bestilt i størrelsen 40 cm – der var desværre ikke plads på muren til det helt store på 70 cm.

Bag på numrene har jeg placeret en 2 meter lang LED-strip fra LIFX. Min første tanke var, at den skulle klistres bag på tallene og lyse direkte ind i væggen – men hvis man gør det sådan, så er det alt for svært at få den bøjet og få den til at følge tallene. Derfor har jeg vendt LED-strippen sidelæns i stedet.
2 meter er lige i overkanten til de to tal. Der kan man enten vælge at forkorte LED-strippen eller at bølge den lidt for at bruge mere af længden.

Hvis man kigger efter på billedet, så kan man både se at led-strippen er synlig mellem tallene og en ledning som går ud fra tallene. Det har jeg ikke kunne finde en bedre løsning på, men man lægger heller ikke mærke til det i det daglige.

Med til tallene følger nogle afstandsklodser. Dem har jeg brugt til at lime LED-strippen fast sidelæns på. Afstandsklodserne er ikke helt dybe nok, til at der er plads til LED-strippen mellem tallene og husmuren. Derfor har jeg tilføjet en møtrik på skruen i væggen, til at give lidt mere afstand. Man kan heldigvis ikke se hvad der foregår bag tallene jo.

Jeg skal skynde mig at nævne, at den valgte LED-strip IKKE ER VANDTÆT ELLER BEREGNET TIL UDENDØRS BRUG!
Philips Hue har lavet en LED-strip, som hedder Lightstrip Outdoor. Den fungerer udendørs og er mere fleksibel at arbejde med.
Jeg har ikke valgt at bruge LED-strip’en fra Philips Hue, da den ikke kan forkortes, ikke har flere farvezoner (kan vise flere farver samtidig) og ikke kan animeres (farverne i zonerne skifter plads) – egenskaber som den fra LIFX har. Jeg har i stedet forsøgt at gøre LED-strippen fra LIFX vandtæt med silikone i alle samlinger, hvor der kan trænge vand ind. Samtidig har jeg placeret strømforsyning og styringen i tørvejr.
Det er måske ikke nødvendigt med flere farvezoner og animationer – men som jeg nævnte i starten af artiklen, så får jeg tit overgjort ting ?

Uanset om man vælger en LED-strip med én eller flere farverzoner, så er der mulighed for at ændre farverne afhængig af højtider, sæson og humør. Man kunne også vælge at lade farven afspejle status på et eller andet, f.eks. om alarmen er aktiv eller om der er kommet post.

Husnummeret indgår selvfølgelig i mit alarmsystem nu, så det også blinker kraftigt når alarmen går.

Lidt eksempler på forskellige udtryk

Her er en kort video af hvordan det kan se ud, når man bruger animation på den fler-farvet LED-strip. Hastigheden kan sættes op eller ned.
Jeg beklager at jeg ikke kunne holde kameraet mere stille i strakte arme. Stabiliserings funktionen i video-redigeringens-softwaren var ikke i stand til at gøre det bedre.

2 thoughts on “Inspiration: LED-strip på husnummeret

  • Har du overvejet at prøve igen efter Hue er kommet med nye versioner af lightstrip?
    I så fald vil jeg meget gerne høre nærmere …

  • Hej Rasmus

    Den nye led strip fra Philips Hue, som har flere farvezoner, er ikke til udendørs brug – og så koster den 1150 kr.

    Jeg ser ikke nogen grund til at overveje at bruge den til formålet.

    Desuden holder min lifx strip fint endnu. Jeg har faktisk monteret én til på 3 meter, som sidder rundt om navnet på mit hus.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site is protected by reCAPTCHA and the Google Privacy Policy and Terms of Service apply.

The reCAPTCHA verification period has expired. Please reload the page.