Du har måske lagt mærke til, at hvis du skal tænde flere pærer/lamper samtidig, så tænder de ikke helt samtidig, men der er en kort forsinkelse mellem, at hver enkel tænder.
Skal lysets farve samtidig ændres, så bliver det endnu mere tydeligt.
I denne guide benytter jeg Philips Hue lyskilder, men princippet er det samme for andre producenter. De skal bare understøtte scener.
Scenen skal du først lave i Philips Hue bridgen. Her tænder du de lyskilder, der skal tændes og indstiller ønsket lysstyrke og farve. Lav gerne flere scener, som der kan vælges imellem.
Bemærk: Når du gemmer scenen, så vælg et fornuftigt navn! For når du skal finde den i Homey, så kommer der en lang liste med samtlige scener fra bridgen – og den liste er ikke sorteret på nogen måde!
Så der er rigtigt mange scener, der hedder “Bright” og “Dimmed” på den liste.
Når du skal aktivere en scene i et flow, så skal du ikke vælge det inde på selve enheden, som du er vant til når en lyskilde skal tænde/slukke. Du skal vælge Philips Hue app’en i stedet – se videoen herunder!
Heri er der også mulighed for at tænde og slukke alle Philips Hue lyskilder i et rum. Det fungerer lige så godt og hurtigt som en scene, hvis det er simpel tænd/sluk af et helt rum du søger.