Shelly Mini – Giver plads i dåsen 😉

De der har fulgt min blog fra starten – eller blot har læst et par af artiklerne – har nok opdaget, at mine 2 yndlingsmærker inden for smarthjem er Shelly og Aqara. Mindst én af dem er næsten altid nævnt i artiklerne. Siden vores hjem begyndte at transformere sig til et smart-hjem i 2018/2019, har Shelly og Aqara været primærvalget – og er det stadigvæk! – i store kategorier, som udgør grundstenene i ethvert smart-hjem.

Aqara har været primærvalget inden for sensorer og trykknapper på batteri – både fordi enhederne er utroligt billige men især fordi de i årevis har været de pæneste og mest stilrene og diskrete på markedet. Vi forsøger så vidt muligt, at have have et smarthjem, som ikke skæmmes af klodset, synlige enheder.
Enhederne er f.eks. Motion Sensor P1 og Door and Window Sensor, som ud over basis lysstyrring ved bevægelse, også bliver benyttet som Fryser/køleskabsalarm og ikke mindst i det noget større Alarmsystem til hjemmet.

Shelly, som denne artikel omhandler, har altid været stærke i relæer og energimåling, som forsynes via en fast strømforsyning, typisk på 230V eller 12V, så de blev naturligvis primærvalget til disse formål.
Her blev Shelly grundstenen i at omdanne den gamle, faste elinstallation i boligen til at være smart – og til at gøre “dumme” 230V apparater smarte med Shelly Plug S, som utroligt nemt bare sættes på apparatets strømstik. Så kan der både tænde/slukkes for apparatet og laves flows ud fra apparatets energiforbrug.

Heldigvis valgte Shelly at starte med at bruge WiFi til den trådløse kommunikation fremfor Zigbee. Det har været et fantastisk lyspunkt i Homey platformens uendelige ZigBee problemer, der aldrig rigtigt lader til at blive løst. Nu er det 5 år og 4 Homey’er siden vi endte i serie-monogami med Homey – og her i Firmware version 11, 1,5 år efter udgivelsen af Homey Pro 2023 med nye kraftigere antenner, er det overraskende nok stadigvæk et problem.

Shellys WiFi enheder har altid fungeret stabilt i vores smarthjem – og jeg vil sige, at de er en stor årsag til, at Homeys Zigbee kaos ikke fik skræmt mig til en anden platform. I det mindste kunne WiFi grundstenene i smarthjemmet fungere stabilt, så der var plads og overskud til at eksperimentere med holde Zigbee i live og finde på sjove løsninger og automatiseringer – nogle mere brugbare end andre.
En del af automatiseringerne har vist sig aldrig at blive brugt og blev ikke flyttet med, da jeg manuelt lyttede flows fra Homey Pro 2019 til Homey Pro 2023… Det tog ret langt tid!

Shelly har siden udvidet sortimentet betragteligt og tilbyder nu de fleste relæer med WiFi, LAN (netværkskabel) eller Z-wave. Vælger man en WiFi variant i Plus eller Pro (svært at få andet i dag), så er der også Bluetooth indbygget, som bl.a. kan bruges til gateway for de nye super flotte Shelly BLU batteri enheder.

Aqara Door and Window Sensor får kamp til stregen på designet af Shelly BLU Door and Window sensor

Aqaras udgave er med Zigbee og kan kommunikere direkte med Homey.

Shellys udgave er med Bluetooth og kræver at man har andre Shelly 230V enheder med Bluetooth til at være WiFi gateway til Homey.

Ikke meget plads i LK indmuringsdåsen

Lauritz Knudsen, der producerer el-artikler til det danske marked, blev grundlagt i 1893. De har lykkes med at sætte standarden for elinstallationer i Danmark i over 100 år og er med stor sandsynlighed også at finde i/på alle vægge og lofter i din bolig i form af indmuringsdåser, loftudtag, stikkontakter og afbrydere.

Selv i dag vurderes at 95% af salget af indmuringsdåser kommer fra Lauritz Knudsen. Det smarte ved det er, at danskerne bliver bundet til at fortsætte med at købe LK produkter, som passer til indmuringsdåserne, som kun bruges i Danmark.
For os smarthjems-nørder betyder det, at vi ikke kan bruge de fleste af de smart-vægafbrydere der er kommet på markedet, fordi de er for store til LK’s indmuringsdåser. Det samme gør sig desværre også gældende for Shelly Wall Display, som er en lækker lille touchskærm med dashboard på, som kan indbygges i de større Euro-dåser – ikke en LK.

De smart-vægafbrydere, som jeg har set på markedet, der passer til LK’s Fuga indmuringsdåse, er alle ombygget/hacket LK el-materiel. Enten i en gør-det-selv løsning eller færdigombygget, som dem fra Smartkontakten.dk

Pga. manglen på smart-vægafbrydere gik jeg også i gang med en gør-det-selv løsning for 4-5 år siden. Planen var at montere en Shelly 1 bag en Fuga tangent afbryder i en 1 moduls Fuga indmuringsdåse. Men ud over at indmuringsdåsen ikke er ret bred, så er den heller ikke ret dyb.
Som det ses på dette afsnits venstre del af billedet, så fylder Shelly 1 hele bredden og ligger plant med væggen pga. en samlemuffe og elinstallationen, der ligger bag den. Selv uden samlemuffer er det meget svært at få plads.

Nødløsningen, der fungerede i omkring 4 år, blev at montere en Philips Hue Dimmer Switch med nanotape hen over hullet, og lade Hue Dimmeren sende et (Zigbee 😴) signal til Homey, som aktiverede et flow, som sendte et WiFi signal tilbage til Shelly 1, om at få sluttet relæet og lyset tændt. Det har fungeret ustabilt i forhold til den ønsket løsning, hvor Fuga tangent afbryderen fysisk forbinder et kredsløb direkte på Shelly 1, og på den måde giver signal direkte.

Så jeg blev enormt begejstret da Shelly Mini serien udkom, med de bittesmå enheder!
I mini serien findes Shelly Plus 1 Mini og Shelly Plus 1PM Mini, som er fysisk mindre udgaver af Shelly Plus 1 og Shelly Plus 1PM, men dimensioneret til lavere belastning i watt.
Derudover er der kommet en helt ny type enhed med navnet Shelly PM Mini, som ikke har indbygget relæ som de 2 andre mini’er, men kun energi-måler. Til gengæld kan den den tåle en belastning på 3840 watt.

Som det ses på afsnittets højre del af billedet, så har jeg fået udskiftet den ældre Shelly 1 med en tilsvarende Shelly Plus 1 Mini. Det har givet plads til samlemuffen på siden af den, så det hele kunne rykkes lidt bagud. Shelly Mini serien er samtidig også tyndere, så med denne udskiftning blev der endelig plads til at montere en Fuga tangent afbryderen i stedet for Philips Hue Dimmer Switch’en.

Læg for øvrigt mærke til, at det er en original Shelly 1 som bliver udskiftet – ikke noget med plus eller mini i navnet. Den er lidt større end Shelly Plus 1, som ellers ser stor ud i forhold til Shelly Plus 1 Mini.

Hvorfor bruger jeg Shelly Plus 1 Mini og ikke Shelly Plus 1PM Mini ?

Lad os først se på forskellen på de 3 forskellige mini enheder i serien.

Jeg har samtidig markeret den egenskab, som alle andre Shelly enheder i samme farve også har. F.eks. er alle blå Shelly enheder med potentialfrit relæ.

*  *  *  *

Shelly Plus 1 Miniden med potentialfrit relæ, men uden energi-måler
(Link til datablad)

  • Skal forsynes med 230V AC
  • Potentialfrit relæ til 0V-230V AC eller 0V-30V DC
  • Max belastning 2000W (230V AC) / 150W (30V DC)
  • Indbygget temperatur-sensor
  • Trådløs forbindelse: WiFi og Bluetooth
  • Indbygget webserver, MQTT, scripting

Potentialfrit relæ betyder, at der ikke er forbindelse mellem 230V strømforsyning til relæet. Det ses på diagrammet ovenover, hvor L og N er til 230V strømforsyningen og 0 og I er relæet. Relæet slutter eller afbryder blot forbindelsen mellem 0 og I og kan håndtere spænding fra 0V til 230V AC eller 0V til 30V DC. Ønsker man 230V på relæet, så skal man selv sørge for at tilføre det til tilslutning I.

Det gør Shelly Plus 1 Mini til et utroligt alsidigt relæ, som kan bruges til mange spændende formål, ud over at bo i en Fuga indmuringsdåse og gøre en gammel Fuga afbryder smart. Det bliver f.eks. ofte brugt til at gøre garageporte smarte – og jeg har brugt det til at gøre det muligt at tænde for en stationær PC, ved at parallelforbinde det på power-knappen.

Hvis der er plads til den større Shelly Plus 1 på monteringsstedet, så får du en ekstra indslutning, der gør det muligt at forsyne den med 12V og dermed endnu flere anvendelsesmuligheder.

Shelly Plus 1PM Miniden med 230V relæ og energi-måler
(Link til datablad)

  • Skal forsynes med 230V AC
  • Relæ-siden forbundet med 230V
  • Max belastning 2000W
  • Indbygget energi-måler og temperatur-sensor
  • Trådløs forbindelse: WiFi og Bluetooth
  • Indbygget webserver, MQTT, scripting

Ser vi på diagrammet, så fremgår det at der er direkte forbindelse mellem 230V strømforsyningen og relæet, hvor L og N er til 230V strømforsyningen og 0 er relæet. Der afbrydes på fasen (L) og da der ikke er nogen fase udgang på Shelly Plus 1PM Mini til videreførelse, så skal appratet tilsluttet relæet (0) have nul (N) fra en anden kilde – f.eks. en samlemuffe. Bytter man rundt på N og L (anbefaler ikke at forsøge), så er det stadigvæk L der afbrydes på.

Hvis der er plads til den større Shelly Plus 1PM på monteringsstedet, så er der både ekstra udgange til videreførelse af fase (L) og nul (N).

Shelly Plus 1PM Mini er et godt valg til at gøre “dumme” 230V-enheder smarte hvor også man får energi-måling med, som er yderst anvendeligt til at udløse flows (WHEN), bruges som betingelse i flows (AND) eller rapportere om forbrug (WHEN).

Det er faktisk denne der giver mest at bruge i mit eksempel, hvor det er en 230V lyskilde, der er tilsluttet relæet.

Shelly PM Miniden med 230V energi-måler, men uden relæ funktion
(Link til datablad)

  • Skal forsynes med 230V AC
  • Intet indbygget relæ
  • Max belastning 3840W (230V AC)
  • Indbygget energi-måler og temperatur-sensor
  • Trådløs forbindelse: WiFi og Bluetooth
  • Indbygget webserver, MQTT, scripting

Shelly PM Mini er perfekt til flows, der kun benytter aflæsning af strømforbruget, og hvor man nødigt vil have afbrudt strømmen til den ting der måles på. Det kunne f.eks. være flows der annoncerer når vaskemaskinen er færdig, hvor mange kWh der er brugt og hvad det har kostet. Eller beregne en evt. besparelse ved at udskyde tøj vasken et par timer, som vist i ELpris – Udskyd tøjvasken og spar (Fremtidens Hjem) artiklen.

*  *  *  *

Shelly Plus 1PM Mini ville have været det umiddelbare valg i eksemplet, hvor det er en “dum” 230V lyskilde, som jeg ønsker at gøre smart. Men en tidligere ejer af vores hus har byttet rundt på fasen (L) og nul (N), så Fuga tangent afbryderen afbryder på nul (N) og ikke fasen (L), som er det normale. Jeg har endnu ikke fundet kilden til den faste fase (L), som lyskilden bliver forsynet med, så det kunne ændres.

Shelly Plus 1PM Mini afbryder altid på fasen, så den fungerer ikke i mit tilfælde.

Shelly Plus 1 Mini har det potentialfrie relæ, hvor jeg selv skal tilføre den kilde til tilslutning I, som relæet skal afbryde på. Så her bliver nul (N) tilført i dette tilfælde.
Prisen er, at jeg mister energi-måling og ikke kan lave flows som benytter det – eller helt simpelt aflæse hvor mange watt lyset bruger eller kWh det har har brugt i en periode.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *